Det er de store verdensbegivenheder, der i allerhøjeste grad påvirker vores livsbane. Men det er gennem det nære og personlige, gennem tragedierne og glæderne, at vi skaber de mødepunkter hvor verdenshistorien bliver til vores egne fortællinger. Dette perspektiv, ved at flette sammen historierne, ønsker jeg for publikum at udforske i installationen Ruiner. Hvis du er heldig kan det ske at du også møder Kustoden, en slags musemumsværtinde, der passer på Ruiner og vil være behjælpelig i udforskningen af installationen
Kustoden hjælper de besøgende. Hun vejleder dem i hvordan de kan interagere med installationen. Hun er nøje med, at de besøgende ikke overskrider værkets grænser, noget som egentlig er fuldstændig unødvendig, for værket har ikke nogen grænser. Det er bare en del af hendes identitet - for hun er en nomade. Hun er min farmor der måtte flygte fra Pogrommet i Ukraina, og var den eneste overlevende af hele hendes slægt. Hun er min mor, en økonomisk flygtning til Danmark. Hun er også mig, der valgte at flytte, eller flygte videre, af mange vigtige og mindre vigtige årsager. Derfor er det så vigtigt for denne kustoden at passe på, at sætte grænser, at have en rolle, at definere sig selv i værket, i verden. Der er ikke nogen græs her som ikke skal betrædes. Ingen objekter, som der ikke er lov at røre ved. Alligevel passer hun på.
“I know you! You and your brother!! I saw you in my garden! You were stealing apples, yes!!