Det er de store verdensbegivenheder, der i allerhøjeste grad påvirker vores livsbane. Men det er gennem det nære og personlige, gennem tragedierne og glæderne, at vi skaber de mødepunkter hvor verdenshistorien bliver til vores egne fortællinger. Dette perspektiv, ved at flette sammen historierne, ønskede jeg for publikum at udforske i installationen Ruins.

​

“I hope that…interweaving of different and diverging fragments, through forming our own personal performance dramaturgy and hence experience, will actually create an understanding of the others and their experience as well. In that lies a possibility for shared Story, a collective Story, crossing borders, heritage, History and personal experience.” (fra et essay skrevet i forbindelse med en PhD. kursus i Arts based research)

 

Sammenvævning af steds specifikke historier, mine egne oplevelser og historiske begivenheder er udgangspunkt for en mulig ”fælles historie”, en ny form for fælleskab. For Værket danner også en ramme, der publikum kan deltage, ved at dele sine egne tanker, historier og oplevelser.

 

Tanken bag er at kunne flytte installationen, og adaptere den til de specifikke rammer hver sted byder på, både i form af rum og historier der hører hvert sted til, samtidig med at deler af tidligere udstillinger og historierne skrevet af publikum bliver også vævet ind. For som en af teksterne jeg har skrevet til værket siger - vi har alle bygget vores byer på ruiner af andre byer, liv på ruiner af andre liv. Således vil dramaturgien i installationen også give en oplevelse af spor efter tidligere udstillinger, andre steder, andre menneskers tanker og liv.

 

Per dags dato har installationen haft følgende gennemførelser:

• Juni 2016, Ruins Bragdøy, Kunst i Kontekst konference, Bragdøy, Norge. Work in progress - visning

• Sommer 2017, Ruins Fossekleiva. Fossekleiva kultursenter, Norge. Fuld produktion.

• November 2017, Ruins Fossekleiva, Foayer galleri, Høgskolen i Sørøst Norge, med nogen få historier samlet blandt skolens studenter, Notodden, Norge.

 

For at både kunne formidle ideen om den føromtalte kompleksitet, men også for at engagere og involvere publikum så meget som muligt, skal værket byde på en række strategier. Gennem deltagelse på Resarch in Artistic Practice Programme 2017 med installationen og gennem at undersøge netop de interaktive og publikumsinvolverende strategier kom jeg frem til en række konklusioner, der bygger op under de kunstneriske valg jeg allerede har gjort i forbindelse med den alle første installation. De vigtigste punkter er:

 

• Installationen skal indeholde forskellige triggere, både i form af objekter, tekst og visuel materiale, og af forskellig karakter.

• Der skal findes mange forskellige måder at udforske universet kropsligt

• Flere forskellige muligheder for at dele personlige historier skal være tilgængelige

 

Komponenter

 

Hver installation adapteres til de specifikke udstillingsrum. Alligevel er der nogen parameter som altid vil være til stede, med udgangspunkt i før beskrevne strategier:

 

• Mulighed for at bevæge sig rundt i rummet og hermed opleve både rummet og installationen fra forskellige vinkler

• Mulighed til at sidde forskellige steder

• Mulighed til at skrive/dele tanker og minder på forskellige måder

• Micro univers, hvor nye lag af installationen kan introduceres

 

Hver installation vil består af:

 

• Film, skabt med udgangspunkt i det stedspecifikke. Filmene vil også indeholde indspillet tekst, skrevet for installationen, og soundscapes skabt i samme kontekst.

• Film der er sammenvævninger af materiale produceret tidligere under andre udstillinger. Filmene vil blive afspillet på forskellige måder, alt efter rummets størrelsesforhold og micro universer.

• Historier delt af tidligere besøgende. Delvis udstillet i sin originale form – små beskeder, håndskrevet, enten arrangeret i rummet eller i ”mindebogen”, gemt i små rum. De kan også efterlades rundt i selve rummet og dets gemmesteder.

• En digital, visuel fremstilling af indholdet i de historier tidligere besøgende har efterladt. For hver gang nye historier efterlades vil jeg føre ind mere data ind i et specialdesignet program. På den måde vil fremstillingen forandre sig konstant.

• Et skrivebord, skabt for installationens formål, hvor publikum kan dele historier, finde historier, men også objekter, små manipulationer af materiale, spor efter tidligere udstillinger, lyd, film m.m. Objekterne i nogen tilfælde vil kunne tages med hjem af publikum, i bytte mod andre objekter.

• Et digitalt skrivebord, med samme funktioner som det analoge beskrevet foroven

• Collective Stories, hvor publikums oplevelser kan også deles i sociale medier. 

 

 

Et sidste komponent, Kustoden, vil ikke altid være til stede. Kustoden vil være der for at åbne Ruins, men i nogen tilfælde også for at være en del af den i længere og kortere perioder. Kustoden – en performativ persona, er en vejleder, der kan fortælle publikum hvordan de kan interagere med installationen. Hun er nøje med, at de besøgende ikke overskrider værkets grænser, noget som egentlig er fuldstændig unødvendig, for værket har ikke nogen grænser. Det er bare en del af hendes identitet - for hun er en nomade. Hun er min farmor der måtte flygte fra Pogromen i Ukraina. Hun er min mor, en økonomisk flygtning til Danmark. Hun er også mig, der valgte at flytte, eller flygte videre, af mange vigtige og mindre vigtige årsager. Derfor er det så vigtigt for denne kustode at passe på, at sætte grænser, at have en rolle, at definere sig selv i værket, i verden.

 

​