Performancepædagogik

December 6, 2014

Højmoderniteten, med kodeord som globalisering, multiidentiteter og informationssamfund, kræver nye indfaldsvinkler og værktøjer til bearbejdelse af den kompleksitet, vi må forholde os til dagligt. De æstetiske udtryk, kunst, giver en ramme for eksperimenter med de sociale forhold af problematisk eller intrikat karakter. Samfundet, den måde vi kommunikerer på, mediernes indflydelse har udviklet sig drastigt og forandret vores levevilkår. Vi har ikke længere et standpunkt at operere ud fra, men bevæger os mellem forskellige roller, forskellige verdener. Kunstpædagogik, her dramapædagogik, er siden 60`erne blevet defineret som rammegivende for udforskning og afprøvning af de relationer, vi skaber i vores hverdag- samfundskritisk. Performance art, brugt som teaterpædagogisk redskab, giver mulighed for udforskning af højmodernitetens premisser. 


Tidligere publiceret i "Drama", Nr.3-2007, red. Hedda Fredly

 

 

 

Mit første forsøg med anvendelse af netop performance art som æstetisk udtryk fandt sted i 2000. Det var et ganske vakkelvorn forsøg, endnu ikke en klar metode. Det kom senere, efter mange af den slag små og store eksperimenter. I dag føler jeg mig lidt mere sikker på hvilke parametre jeg skal operere med, hvilke pædagogiske og teaterpædagogiske metoder er nødvendige i processen. I denne artikel vil jeg fortælle lidt om hvordan arbejde med performance udfolder sig i praksis, i håb om at jeg kan inspirere teaterpædagoger til at kaste sig ud i den slags eksperimenter. Eksperimenter som hver gang efterlader mig med forundrende indsigt i deltagernes verden. Herunder følger en ganske overfladisk opskrift på arbejdsgangen, overfladisk grundet pladsbegrænsning for denne artikel.

 

 

Process og koncept

 

Det første jeg har erfaret man som teaterpædagog må forholde sig til, både i traditionelle og moderne processer, er hvilken udgangspunkt man står overfor. Jeg vil vælge at dele dem op i 3 kategorier (som mere eller mindre overlapper hinanden):

  • Forestilling skabt ud fra eget koncept, eksempel: Black out

  • Devised forestilling, eksempel: Høyspent

  • Forestilling skabt efter givne omstændigheder, eksempel: Poesifestivalen

 

I gruppen Black out, en voksen amatørteatergruppe, tilknyttet Oslo Teatersenter, er det mig som kommer med ideen, forestillingens koncept. Gruppen er blevet dannet af mig for 3 år siden med performance art som arbejdsmetode og æstetisk udtryk i øjemed. Den består p.t. udelukkende af kvinder, som alle er amatører uden tidligere kendskab til formen. Konceptet for hver forestilling ligger til en vis grad uforandret gennem hele processen, og det er mig som bestemmer hvilke elementer bliver en del af forestillingen.

 

Anderledes var det med ungdomsgruppen Høyspent, hvor forestillingsideen var mere flydende, lagt frem til diskussion blandt deltagerne. Her var min opgave at stille spørgsmålet: hvad har I lyst til forestilling skal handle om, hvilke elementer synes I passer sammen, hvordan skal vi skabe rammen. Dog havde jeg fra starten introduceret forløbet som performativ, og forberedt eleverne på hvordan materialet skulle udvikles. Teatergruppen Høyspent er tilknyttet Oslo Teatersenterets teaterskole, på det tidspunkt var deltagerne mellem 13 og 16.

 

Til sidst har jeg også gennemført processer af performativt karakter, som tog udelukkende udgangspunkt i de givne omstændigheder. Hedmark Turnéorgansasjon ansatte mig til at iscenesætte digte af Rolf Jacobsen under Poesifestival for nogen år siden. De stod for rammen for hele begivenhed, så ideerne for iscenesættelsen tog afsæt i den ramme jeg blev præsenteret for, under meget gunstige arbejdsforhold. Her var det igen ungdom rundt 14-15 år jeg fik mulighed for at arbejde med. 

 

 

Det næste jeg ønsker at omtale er selve ingredienserne, eller et udvalg af dem. Her skal der også kort bemærkes at performance art i dag er i bund og grund vanskelig at definere. Formen spænder fra rent traditionelle, ekspressive happenings, gennem visuelle installationer til rene tekst forestillinger af ganske fragmenteret karakter. Derfor er det ganske diskutabelt hvor vidt de elementer jeg kalder for performative, er det. Her vil jeg også nævne, at jeg ofte arbejder med hvad jeg vil kalde for personlighedsæstetiske elementer, som regel i form af tekster, deltagerne skriver, som tilfældet er med teatergruppen Black out og Høyspent. Disse elementer baserer sig på virkelige hendelser fra deltagerne liv, deres personlige tanker, som materiale, ikke blot som inspiration. I tillæg arbejder jeg næsten altid med små koreografier, som baserer sig på hverdagens bevægelser tillagt nogen bestemte kvaliteter. 

 

 

Dramaturgi

 

Det første og måske også vigtigste ingrediens er selve forestillingens dramaturgi. Den vanskelige opgave for en teaterpædagog i arbejde med performance art er frigørelsen fra den linere historiefortælling, og formidling af dette til deltagerne. Gennem tradition er vi fastbundet til denne form for dramaturgi, og det kræver både kendskab og evnen til at formidle andre, mere fragmenterede former for historiefortælling. De ligger dog ikke langt fra hvordan højmodernitetens vilkår påvirker vores liv: Internet og komputeræstetikkens simultanitet, mediernes fragmenterede informationsstrøm, popkulturens stadig fornyende æstetiske udtryk. Deri ligger også den samfundsrelevante indhold, som vil have stor nytte af at blive overført til teaterpædagogikken. For at arbejde med fragmenteret historiefortælling er det selve elementernes rytme som tillæges større betydning, gentagelserne, skift i tempo samt brud af denne rytme. For eksempel i forestillingen ” sinnsykehus for barn spessielt utsatt for romvesen-angrep” med føromtalte ungdomsgruppe Høyspent gik hele første scene ud på rytmisk at sige Oslo Ssss og en sætning med udgangspunkt i den lyd: 

 

 

” Oslo ssssssss

 

Oslo ssssentralstasjon

 

Oslo sssetnralssstassjon

 

Oslo sssstrudser

 

Oslo sssslangemennesker

 

Oslo sssslankekrigen

 

Oslo ssssinnsyke jenter

 

Oslo ssssyrlige drops fra Mo I Rana

 

Oslo ssssovesofa

 

Oslo ssssitron sutter

 

Oslo ssssurklende sko”

 

 

Her fandtes ikke nogen direkte forbindelse mellem handling og tekst, mellem denne scene og de følgende scener, andet end en æstetisk ramme som omhandlede Oslo Sentralstasjon, med toglyde.

 

 

Simultanitet

 

Den anden vigtig ingrediens er simultanitet. For at kunne skabe denne form for fragmenteret dramaturgi er det nødvendigt at arbejde med elementerne simultant. Bevægelse - af den performative karakter, musik, tekst og det æstetiske udtryk (altså scenografi) skal kunne foregå på samme tid, som støttepæl for forestillingens rytme/koncept. En tydelig eksempel hertil findes i Poesifestivalens iscenesættelse. Jeg fik mulighed for at arbejde i en forladt skole, som tidligere har været Hamars rådhus. Vi fik til rådighed en lang, kvadratisk gang fyldt med små rum, tidligere brugt primært som kontorlandskab. I hvert rum placerede jeg enten en eller to deltagere, som i en gentagelse og med musik i baggrunden fremsagde digtene. Alt simultant. Publikum således kunne bevæge sig frit omkring og vælge hvilken rækkefølge de ville se rummene i, og hvor mange gange de ønskede at høre hver digt. 

 

 

 

Rollearbejde

 

 

Til sidst er det den anderledes tilgang til rollearbejde, som peroformance art kræver. Til forskel for den helstøbte rolle figur man opererer med i traditionelt teater, findes der i moderne teater funktionen som performer, som bevæger sig mellem forskellige roller i løbet af en forestilling, uden kostumeskift, kan vælge at spille ”sig selv” eller slet ikke at spille nogen rolle. For eksempel har Black Out skabt en forestilling med titel ”cha cha cha” som handlede om det at være kvinde. Ganske enkelt fortalte deltagerne historier om sig selv, og hermed spillede ”sig selv”. Men samtidig var det en form for karikatur af sig selv, også understreget gennem iscenesættelsen: alle havde sorte jakkesæt på. Arbejde med performer funktionen kræver at man stifter kendskab med alternative skuespillerteknikker, fordi Stanislavski-metoden er ikke anvendbar i disse processer.

 

 

Udfordringen

 

Arbejde med performance art er en udfordring, både for instruktøren og for deltagerne. Det kræver stor åbenhed over for nye metoder. Det er en vanskelig opgave at give slip på traditionens solide grundlag og kaste sig ud i eksperimenter, hvis udfald vil står i det uvise. Denne uvished kan heldigvis afhjælpes gennem forskellige workshops, som styrker kendskab til performance art (se nedenunder). Der hersker dog ingen tvivl om at jeg anbefaler på det varmeste man prøver sig frem, for det har som sagt efterladt mig forundret, forført og hengivet for altid. 

 

Her er et par forslag til hvad man kan som teaterpædagog fordybe sig i, hvis man ønsker at arbejde med moderne teaterformer:

 

  • dramaturgi af performativ karakter

  • alternative skuespillerteknikker

  • stemmearbejde, især af den mere alternative karakter, hvor man lærer at modulere stemme ud fra abstrakte parametre, som dybden eller højden i stemmeføringen og hvad det tilfører teksten

  • bevægelse, af moderne karakter, som ikke kræver dybdegående teknik, som tager f.eks. udgangspunkt i hverdagens bevægelser tilføret nogen bestemte kvaliteter

  • installationer, med inspiration i billedkunstnerisk performance

  • tekstskrivning af personlighedsæstetisk karakter

 

Please reload

Featured Posts

Ti år som Turbinist

April 15, 2015

1/2
Please reload

Recent Posts

January 7, 2016

September 11, 2015

Please reload

Archive
Please reload

Search By Tags