Ti år som Turbinist

April 15, 2015

Også børneteatergrupper kan udvikle en helt klar og mangfoldig kunstnerisk identitet. Her er beretningen om gruppen Turbin og min rejse som teaterinstruktør, fra at lære eleverne grundlæggende stemmetræning til at devise avancerede performance-produktioner med dem. 


Tidligere publiceret i "Drama", nr.1-2015, red. Hedda Fredly

 

Jeg har været så heldig. Det er det første jeg tænker, når jeg skal summere op 10 år af mit liv med teatergruppen Turbin. For det en sjældent gave at undervise en og samme gruppe i 10 år. Syv ellever var med på den aller sidste forestilling ARV. Men mange flotte, dejlige, skønne og herlige børn og unge mennesker har været en del af Turbin, i kortere og længere perioder.

 

 


Det har været lidt af en udfordring, for mig som instruktør og som kunstner. Eleverne forsvinder, af mange forskellige grunde, ofte selv om de har lyst til at fortsætte. Nedenunder findes en skildring af hvad det kan gøre med en gruppe børn at have en tilhørighed, en ramme og en stemme. Hvad kunstpædagogik kan gøre - og hvordan nye former for fælleskab kan bidrage til børnenes og ungernes dannelsesrejse.


Gennem 10 år har vi sat op ni forestillinger. Hele tre af dem har været i kategorien samtidskunst. I tillæg har vi været med på en DUS -runde, og haft et års kursus i regi, hvor eleverne fik selv mulighed for at udarbejde et koncept og instruere hinanden. For et år det var! I tillæg har vi skrevet to forestillinger helt fra bunden af, og arbejdet med klassiske og traditionelle teaterformer. Oslo Teatersenter har skabt helt ideelle forhold for den form for kunstpædagogisk praksis, udviklet i tæt samarbejde med instruktørerne, og med Rampelysfestivalen som visningsarena for vores forestillinger. Jeg ønsker at beskrive vores fælles rejse, med udgangpunkt i mit ståsted - som pædagog og instruktør.

 

Dansk i Norge. – Eller hvordan i alverden laver man kostumer? 

Jeg er uddannet dramaturg og har specialisering i performancepædagogik. Da jeg flyttede til Oslo, havde jeg haft dramapædagogik som fag på dramaturgi og omtrent tre års praksis som dramapædagog i Danmark. I Oslo startet jeg på nul. År 1. Målgruppe børn 8 til 11, de fleste af dem for første gang på et teaterkursus.


De forstod næsten ingenting af det jeg sagde, i alle fald i starten. Astrid fortalte mig engang, at hun syntes jeg var lidt skummel. Men de blev, de lod sig ikke skræmme væk, heldigvis. Jeg husker det mest som en periode, hvor jeg var meget streng og krævede en masse disciplin af dem. Vores fælles læringskurve var enorm. Vi udviklede et fælles teatersprog. Vi havde det vist nok også sjovt, og tilbragte lange pauser under weekendøvelserne sammen - det husker de. Det blev en tradition.


Der var flere ting jeg lærte i løbet af det første år, som senere blev mit gennemgående mantra i alt teaterpædagogisk arbejde:


• Stemmetræning. Kontinuerligt. Samme øvelser. Arbejde i dybden. Og alligevel så hørte vi stort set ingenting af det eleverne sagde på scenen.

• Vi er fælles om dette her. Alle skal klare at hjælpe hinanden. Selv om du er 8 år, kommer jeg ikke til at stå bag scenen og hjælpe dig med at huske hvornår du skal på. Det skal nok Astrid på 11 klare.

• Et nej er et nej - for en åbenbaring!

• Personinstruktion. Det er her du udvikler den helt særegne relation til hver enkelt elev og skaber grundlag for at fremforhandle kravet til fælleskabet.

• Gennemgange af hele forestillingen, ikke færre end 5. Ja, så er der nogen scener som ikke var helt færdige, men det at ungerne var frie i forestillingsgangen havde en større effekt på selve forestillingen end personinstruktionen.


Vores første forestilling blev rigtig så fin. Den var skrevet af ungerne, og handlede både om hekse, fortabte børn og at man skal være god og hjælpe andre hvis alt skal ende godt. Tittelen var Monsterkjeller. De fik det til, helt alene på scenen på teaterbåden Innvik, mens jeg sad ved teknikkerbordet og styrede lyden.


Vi vil have et ordentlig manus. – Eller hvad teater egentlig er.

Børn, når man møder dem i sådan et sammenhæng, har ofte en allerede etableret konvention om hvad teater er, hvad det betyder at spille teater. Men ikke så frygtelig meget om hvordan vejen dertil er. År 2 vidste vi alle hvordan produktionens gang i en teatergruppe ved centret var. «Gamle» elever kunne fortælle nye elever hvad er det som skal ske, hvordan plejer vi at gøre det her. I løbet af efteråret kunne jeg mærke elevernes enorme sult efter den skrevne tekst. Efter et ordentlig manus, som de ikke havde fundet selv på. Så det blev det - min egen bearbejdelse af Alice i eventyrland.


Vi blev alle sammen meget mere rutinerede, men det var som om der var noget der manglede, en form for ejerskab til forestillingen vi havde oplevet året før. Jeg tror vi kunne selv se at teater er mange ting, og ikke bare et manus. Det endte med at alle bidrog til at skabe vores særegne univers, og vi arbejdede dybdegående med rollerne. Hovederne rullede, det sørgede dronningen for. Ungerne var modige og kastede sig ud i det på en helt anden måde end året før. Det æstetiske udtryk var dog noget vaklende, må jeg indrømme.

 Lyspunkter og En sjangse til. Foto: Rolf Christensen


 

 

En chance til. – Eller alternative former for dramaturgi.

Så hvad ville der ske hvis vi gik tilbage til det at skrive manus? Og skabe en dramaturgi, med tre historier og samme opbygning? I forestillingen mødte vi tre børn med hver sin oplevelse at fortælle: Det går ikke så godt i historierne, men hvad hvis man kunne spole tiden tilbage og gør noget helt andet? Tage helt andre valg? Ganske enkelt få En sjanse til?


Vi skrev igen, og det med fornyet engagement. Det var børnene selv, det handlede om. Deres verden, deres oplevelser. Jeg spurgte dem hvad de havde lyst til at historierne skulle handle om? På den måde blev temaer gruppepress, mobning, kærlighed og dårlige forældre. Jeg fik mulighed for at skabe et stærkere æstetisk udtryk, det kom til at se både mærkværdigt og spændende ud, med et bredere associationsspekter.


Mens Alice i eventyrland krævede ganske overdrevne rolletolkninger, spillede børnene i En sjanse til egentlig så nært “sig selv” som muligt, noget som jeg fik stor forkærlighed for. Jeg har siden, som pædagog, altid vekslet mellem forestillinger hvor rollearbejde differentierer mellem de to modpoler.


Nye, pædagogiske mantra opstod:


• Valg af roller er en demokratisk process. Vi veksler mellem hovedrolleindehavere for hvert år, ingen dyrkelse af de dygtigste blandt turbinister!

• Det æstetiske udtryk er vigtigt. Jeg fik indtryk af at et gennemtænkt visuelt udtryk gjorde at forestillingens univers blev lettere at opretholde og leve sig ind i. Samtidig kunne publikum lægge flere fortolkningslag til.

• Allerede nu har børnene vendt sig til udvidet brug af musik, også under dialogerne, og anser det som et must i en forestilling


Det er i løbet af denne produktion jeg lærte en af de vigtigste lektioner i mit pædagogiske liv. Sebastian bemærkede, under forberedelser til premieren, efter at han havde iagttaget mig i nogen minutter, helt konstanterende at: «Ja, det er nu Joanna, du plejer at blive rigtig stresset». Det satte tankene i gang. Jeg plejer ikke længere at blive stresset før en premiere. Jeg gør det engang imellem, men jeg plejer absolut ikke at gøre det. Det kalder jeg en anderledes processdramaturgi.


Lyspunkter. – Eller starten på en ny æra, så at sige. 

Tre år er en slags milepæl. Den tredje forestilling med samme gruppe skal gerne have en vis tyngde. Den inviterer til nye udfordringer, til eksperimenter i næste fase, for nu er gruppen etableret og sammenkørt. Jeg fik en idé. Jeg sendte en ansøgning til Kulturrådet, det lykkedes. Bydel Gamle Oslo ville også støtte projektet. Pludselig stod jeg med en bunke penge og mulighed til at hente fagpersoner udefra. Pludselig kunne jeg lede en skabelsesproces uden lige.


Turbinisterne var mellem 11 og 14 den gang. Altså både-og, børn og unge. De havde så mange historier i sig. De stolede på mig, og jeg inviterede dem ind i et eksperiment. Vi skulle nemlig lave performance art. Samtidskunst. Forestillingen Lyspunkter blev også en milepæl i mit arbejde som kunstpædagog. Jeg har tidligere arbejdet med samtidskunstneriske projekter med børn og unge, men her fik vi mulighed til at skabe sammen på en helt anden måde, teste metoder som voksne, professionelle kunstnere bruger. Udforske og eksperimentere. Det var helt fantastisk. Og det var bare begyndelsen.


Her lærte vi den tredje skuespillerteknik; ikke det overdrevne rollearbejde som præger for eksempel komedier; ikke den nære, dæmpede spilleteknik, karakteristisk for realisme; men performative teknikker, med frontalspil, leg med at være «i rolle» og «ikke-i-rolle», være sig selv, og alligevel ikke, abstrakt dialogarbejde og «ikke-realisme». Det var så let, sjovt og uproblematisk. Ikke mindst havde vi alle på fornemmelsen at dette her var noget specielt. Noget ingen andre gjorde.


Dramatikeren Turid Svensøy gennemførede en række interviewer og skriveworkshops med børnene. Vi skrev og snakkede om sorg. Om det at miste, stort og småt. Det børn oplever, det de kan fortælle om deres hverdag, om den måde de ser deres verden på, kan være ekstraordinært. Sat i en æstetisk ramme kan det bli til et kunstværk. Børn og unge skal have mulighed for at arbejde med kunst, og gerne af samtidskunstnerisk karakter. For det er samtiden de lever i.

 

Om sorg: Det kan være en trekant som vrir seg rundt inni deg. Skraper deg opp på innsiden og lager sår. Sår som fører til smerte. Det vil ta tid, men hjørnene på trekanten vil etter hvert bli slitt og du vil sitte igjen med en rund ring. Da gjør det ikke lenger vondt.– Sara, 13 år


En by uden vej ud. – Eller en instruktørs eksistentielle krise. Hvad gør man så? Efter bare fire år har Turbin taklet den, efter min mening, ultimative udfordring: samtidskunst. Ungerne ønskede brændende at arbejde med komedie - desværre ikke min stærke side. Løsningen blev at hente hjælp udefra, fra en anden dygtig pædagog, Tone Cronblad Krosshus, som kunne undervise i comedia de’ll arte. Jeg tillod mig at vælge et absurd stykke, nemlig Camino real af Tennessee Williams, og valgte en dekonstrueret tilgang til scenografi, for at gøre iscenesættelsen endnu mere absurd.


Det var en udfordring, selv om iscenesættelsen alligevel ikke blev så traditionel. For mig som pædagog blev det en vigtig process. Den gjorde mig bevidst på den magt vi udøver over for vores elever - det er os som lægger standarten for hvad eleverne ender med at betragte som gældende og god scenekunst. Camino real endte op med at blive en svulstig og overdådig forestilling, eleverne blev mere frigjorte i sit kropssprog, så forskelligt fra min ellers så stringente scenesprog.

 

 

Turbin er barndommen min. Det er der jeg har vokst opp. Og på grunn av det har jeg tatt valg jeg ellers aldri ville fått muligheten til å ta. – Sebastian 21 år

 

 Super og Camino Real. Foto: Rolf Christesen og Stein Torvet


 

Enda et år, enda et eksperiment. – Eller mig på sidebænken. 

Turbinisterne tør og kan gøre næsten hvad som helst. Vi har eksperimenteret så meget, at vi kunne lige så godt bare fortsætte. Jeg ville også! Prøve noget helt nyt. Noget ingen andre har gjordt. Så jeg udarbejdede et program, hvor eleverne kunne lære sig grundlæggende regi. Fra konceptudarbejdelse, gennem personinstruktion, til dramaturgi og iscenesættelse. Hver elev kunne enten selv eller med en kammerat vælge en scene fra en film/bog/teaterstykke, og sætte den op med de andre elever i rollerne. Vi lærte lidt om Stanislavskij-metoden siden nogen af scenerne krævede det, ellers brugte vi stort af det skuespillertekniske repertoire vi havde oparbejdet gennem årene. For her, blandt de forskellige scener, fandtes slapstik, socialrealisme og popkultur.


Vi skulle også i fælleskab vælge en slags ramme for hele forestillingen, en dramaturgi. En rød tråd, som skulle forbinde alle de her vidt forskellige univers. Det var ungerne som kom med en superenkelt og ganske brilliant løsning: Vi befandt os på et teater, så da kunne de alle være sceneteknikkere, som både ryddet og præsenterede de forskellige scener. Det fungerede så utrolig godt. Denne her gang fik de magten - til at gøre helt præcist det de havde lyst til rent æstetisk. Jeg blev placeret på sidebænken. De gjorde jo alt selv. Jeg tilbragte mange kedsommelige timer på kontoret, og blev bare tilkaldt hvis der var nogen virkelig vanskelige opgaver de havde brug for at løse.

 

Noe av det aller beste jeg har opplevd som turbinist må være å sitte i foajeen på Blackbox etter å ha spilt en super forestilling, for så å vente på å spille neste. Bedre stemning finnes ikke! –Oda20år 


Den unge scene. – Eller en instruktørs evige trodsalder. 

Det norske projektet Den unge scene (DUS) er ganske enkelt et fantastisk initiativ. En række norske dramatikkere skriver for unge. En række norske institutionsteatre åbner sine døre for at ungerne kan spille stykkerne på deres scener. Nogen af mine yndlings- teaterstykker skrevet for unge findes her. 


Turbin, under deltagelse på DUS, valgte et stykke af Knut Nærum - Super. Jeg klarede at overbevise eleverne om at sætte stykket op som realisme i stedet for en komedie, - og er hermed skyldig i at have brugt den magtposition jeg havde over for dem. Hermed fik jeg anledning til at arbejde grundigt med Stanislavskij-metoden. Vi fordybede os i rollearbejde, men samtidig udforskede vi fysiske udtryk gennem Suzuki- skuespillermetoden, som gør det muligt at arbejde gennemgribende med pusteteknikker og herigennem en fælles puls. Det gjorde ensemblet endda stærkere i udtrykket. For nu kunne jeg kalde Turbin for et ensemble.

 

Å være Turbinist er som å være en del av en stor og gæren familie. Astrid 22 år.


Vandreteater. – Eller en ny omgang med samtidskunst. 

Jeg er også scenekunstner, jeg arbejder en del med site specific performance art og immersive theatre. Det har turbinisterne oplevet ved flere anledninger, og spurgte om vi kunne arbejde udendørs, med denne form for iscenesættelser. Igen fik vi lidt støtte fra Kulturrådet. Vi brugte krydset ved Black Box teater i Oslo til at iscenesætte scener fra forskellige film, både de som betragtes som klassikere og dagens popkulturelle tilbud. Ideen var at tage udgangpunkt i tidligere processer, hvor eleverne lærte regi, men samtidig indføre eleverne i “filmhistorie light”. I tillæg legede vi med kritikformatet, hvor eleverne anmeldte sit eget liv og gav de forskellige elementer en terningkast. Vi brugte teatersalen til at tilføre endda et meta-lag, hvor publikum stod på scenen, og skuespillere spilede på publikumspladser, blandt skærme med modificerede filmklip. Alt endte med en fiktiv anmeldelse afderes forestilling, læst i foyeren. Det var forestillingen The Turbin12 Project. 

 

 The Turbin12 Project. Foto Joanna Magierecka


 

Konceptet var så intrikat, det desværre blev lidt for vanskelig at engagere sig i for publikum. Det var modigt, det var eksperimentelt, ikke mindst fordi skuespillerne måtte, ud over det aftalte materiale, forholde sig aktivt til omgivelserne - ude i det blå, blandt forbipasserende, ufrivillige publikummer. Det gjorde de med bravour.


Det skulle være vores sidste forestilling. Og det blev også en tårevædet afsked. Vi havde set hinanden hver torsdag gennem 9 år. Det er frygtelig længe. Det skulle vi aldrig gøre igen. En vigtig del af vores liv var over. Men ikke sådan helt for....


ARV – Eller vores fælles historie. 

Vi kom til at snakke sammen om hvor vi kommer fra. Hvordan det at være en turbinist har præget vores liv, men også om vores arv, vores forhistorie. For hvad fortæller den om os? Hvad er fælles, trods de forskellige udgangspunkt vi har? Vi sendte en ansøgning. Vi fik støtte, igen fra Kulturrådet. Halvandet år efter havde ARV premiere i lokalerne på Oslo Teatersenter.


Hvad skete lige der så? Oda siger ofte at hun egentlig ikke vil spille teater, på nær når det er med Turbin. Ida, Sebastian og Astrid har planer om at blive færdig uddannet i branchen, og komme tilbage til Turbin, skabe nye forestillinger, men nu som en frigruppe. Stine, Ingvild og Emil, de vil også gerne være med, selv om de tager helt andre uddannelser på nuværende tidspunkt.


Og jeg er der, sådan set for altid. Sådan tænker de nu, og sådan tænkte de foråret 2012, hvor vi skulle jo sige farvel til hinanden.


I stedet for bestemte vi os for at lave en ny produktion, som i sin udformning skulle mere ligne på de processer frie scenekunstgrupper gennemfører - korte samlinger og selvstændig materialeudarbejdelse (i form af tekster, ideer, objekter, scener m.m.); en intensiv periode på tre uger op mod en forestilling, hvor scenerne skabes og syes sammen, og scenografi udarbejdes sammen; og en uges forestillingsperiode med 14 forestillinger. Vi havde bare 30 publikumspladser per forestilling.

 

ARV. Foto: Joanna Magierecka

 
Sådan blev ARV til, i samarbejde med en række mentorer på postdramatisk tekst, interaktiv iscenesættelse, musikkomposition, og performative installationer. Historierne var deres egne, og handlede om hvor de kom fra. Konceptet var en collage over et familieselskab af en ubestemt karakter. Slægtstræet var et telefontræ, og du kunne komme i kontakt med dine afdøde slægtninger.

 

SLEKTSTELEFONEN:Du har nå kommet til Slektstelefonen. For å snakke med kontoret for avdøde kjæledyr, tast 1. For å snakke med Adam eller Eva, tast 2 eller 3. For å snakke med ditt fremtidige barn, tast 4. For å snakke med støtteorganet for siamesiske tvillinger, tast 5. For å snakke med din avdøde slektning, tast 6. For andre henvendelser, vennligst vent på svar.


Vi brugte to sammenhængende øvelokaler på Oslo Teatetersenter, ingen black box, og bare almindelig belysning. De var medskabende kunstnere hele vejen, fandt på ideer til scenografi og udførte arbejdet. De stod for alt PR-materiale og billetsalg. Denne her gang var forestillingen, trods sit samtidskunstneriske udtryk, ganske publikumsvenlig, med stor genkendelsesfaktor. Samtidig var den konceptuelt udfordrende.

 

Det er her man virkelig kunne se hvor stærkt et ensemble Turbin er blevet. Det var imponerende at se hvad de fik til. Det æstetiske udtryk kan i denne forestilling matches med mangt og meget som vises på dagens samtidskunsteriske arenaer. Men det er først og fremmest præstationsniveauet og fælleskabsfølelsen som står stærkest for mig.


Her slutter de 10 år og min føljeton. Jeg håber alligevel at mine turbinister forbliver en del af mit liv, på den ene eller den anden måde. Og hvem ved, det kan være du hører om dem igen, i et helt andet sammenhæng.

 

Det beste med å være i Turbin var lørdagsøktene, og lunsjpausene hvor vi satt og pratet om alt og ingenting. Som en stor og skrullete teaterfamilie! – Ingvild 22 år  

 

 

 

Please reload

Featured Posts

Ti år som Turbinist

April 15, 2015

1/2
Please reload

Recent Posts

January 7, 2016

September 11, 2015

Please reload

Archive
Please reload

Search By Tags
Please reload

  • Grey LinkedIn Icon
  • Grey Twitter Icon