Ti år som Turbinist

Også børneteatergrupper kan udvikle en helt klar og mangfoldig kunstnerisk identitet. Her er beretningen om gruppen Turbin og min rejse som teaterinstruktør, fra at lære eleverne grundlæggende stemmetræning til at devise avancerede performance-produktioner med dem.

Tidligere publiceret i "Drama", nr.1-2015, red. Hedda Fredly

Jeg har været så heldig. Det er det første jeg tænker, når jeg skal summere op 10 år af mit liv med teatergruppen Turbin. For det en sjældent gave at undervise en og samme gruppe i 10 år. Syv ellever var med på den aller sidste forestilling ARV. Men mange flotte, dejlige, skønne og herlige børn og unge mennesker har været en del af Turbin, i kortere og længere perioder.

unnamed.jpg

Det har været lidt af en udfordring, for mig som instruktør og som kunstner. Eleverne forsvinder, af mange forskellige grunde, ofte selv om de har lyst til at fortsætte. Nedenunder findes en skildring af hvad det kan gøre med en gruppe børn at have en tilhørighed, en ramme og en stemme. Hvad kunstpædagogik kan gøre - og hvordan nye former for fælleskab kan bidrage til børnenes og ungernes dannelsesrejse.

Gennem 10 år har vi sat op ni forestillinger. Hele tre af dem har været i kategorien samtidskunst. I tillæg har vi været med på en DUS -runde, og haft et års kursus i regi, hvor eleverne fik selv mulighed for at udarbejde et koncept og instruere hinanden. For et år det var! I tillæg har vi skrevet to forestillinger helt fra bunden af, og arbejdet med klassiske og traditionelle teaterformer. Oslo Teatersenter har skabt helt ideelle forhold for den form for kunstpædagogisk praksis, udviklet i tæt samarbejde med instruktørerne, og med Rampelysfestivalen som visningsarena for vores forestillinger. Jeg ønsker at beskrive vores fælles rejse, med udgangpunkt i mit ståsted - som pædagog og instruktør.

Dansk i Norge. – Eller hvordan i alverden laver man kostumer?

Jeg er uddannet dramaturg og har specialisering i performancepædagogik. Da jeg flyttede til Oslo, havde jeg haft dramapædagogik som fag på dramaturgi og omtrent tre års praksis som dramapædagog i Danmark. I Oslo startet jeg på nul. År 1. Målgruppe børn 8 til 11, de fleste af dem for første gang på et teaterkursus.

De forstod næsten ingenting af det jeg sagde, i alle fald i starten. Astrid fortalte mig engang, at hun syntes jeg var lidt skummel. Men de blev, de lod sig ikke skræmme væk, heldigvis. Jeg husker det mest som en periode, hvor jeg var meget streng og krævede en masse disciplin af dem. Vores fælles læringskurve var enorm. Vi udviklede et fælles teatersprog. Vi havde det vist nok også sjovt, og tilbragte lange pauser under weekendøvelserne sammen - det husker de. Det blev en tradition.

Der var flere ting jeg lærte i løbet af det første år, som senere blev mit gennemgående mantra i alt teaterpædagogisk arbejde:

• Stemmetræning. Kontinuerligt. Samme øvelser. Arbejde i dybden. Og alligevel så hørte vi stort set ingenting af det eleverne sagde på scenen.

• Vi er fælles om dette her. Alle skal klare at hjælpe hinanden. Selv om du er 8 år, kommer jeg ikke til at stå bag scenen og hjælpe dig med at huske hvornår du skal på. Det skal nok Astrid på 11 klare.

• Et nej er et nej - for en åbenbaring!

• Personinstruktion. Det er her du udvikler den helt særegne relation til hver enkelt elev og skaber grundlag for at fremforhandle kravet til fælleskabet.

• Gennemgange af hele forestillingen, ikke færre end 5. Ja, så er der nogen scener som ikke var helt færdige, men det at ungerne var frie i forestillingsgangen havde en større effekt på selve forestillingen end personinstruktionen.

Vores første forestilling blev rigtig så fin. Den var skrevet af ungerne, og handlede både om hekse, fortabte børn og at man skal være god og hjælpe andre hvis alt skal ende godt. Tittelen var Monsterkjeller. De fik det til, helt alene på scenen på teaterbåden Innvik, mens jeg sad ved teknikkerbordet og styrede lyden.

Vi vil have et ordentlig manus. – Eller hvad teater egentlig er.

Børn, når man møder dem i sådan et sammenhæng, har ofte en allerede etableret konvention om hvad teater er, hvad det betyder at spille teater. Men ikke så frygtelig meget om hvordan vejen dertil er. År 2 vidste vi alle hvordan produktionens gang i en teatergruppe ved centret var. «Gamle» elever kunne fortælle nye elever hvad er det som skal ske, hvordan plejer vi at gøre det her. I løbet af efteråret kunne jeg mærke elevernes enorme sult efter den skrevne tekst. Efter et ordentlig manus, som de ikke havde fundet selv på. Så det blev det - min egen bearbejdelse af Alice i eventyrland.

Vi blev alle sammen meget mere rutinerede, men det var som om der var noget der manglede, en form for ejerskab til forestillingen vi havde oplevet året før. Jeg tror vi kunne selv se at teater er mange ting, og ikke bare et manus. Det endte med at alle bidrog til at skabe vores særegne univers, og vi arbejdede dybdegående med rollerne. Hovederne rullede, det sørgede dronningen for. Ungerne var modige og kastede sig ud i det på en helt anden måde end året før. Det æstetiske udtryk var dog noget vaklende, må jeg indrømme.

Camino Real 2009_Fotor_Collage2.jpg

Lyspunkter og En sjangse til. Foto: Rolf Christensen

En chance til. – Eller alternative former for dramaturgi.

Så hvad ville der ske hvis vi gik tilbage til det at skrive manus? Og skabe en dramaturgi, med tre historier og samme opbygning? I forestillingen mødte vi tre børn med hver sin oplevelse at fortælle: Det går ikke så godt i historierne, men hvad hvis man kunne spole tiden tilbage og gør noget helt andet? Tage helt andre valg? Ganske enkelt få En sjanse til?

Vi skrev igen, og det med fornyet engagement. Det var børnene selv, det handlede om. Deres verden, deres oplevelser. Jeg spurgte dem hvad de havde lyst til at historierne skulle handle om? På den måde blev temaer gruppepress, mobning, kærlighed og dårlige forældre. Jeg fik mulighed for at skabe et stærkere æstetisk udtryk, det kom til at se både mærkværdigt og spændende ud, med et bredere associationsspekter.

Mens Alice i eventyrland krævede ganske overdrevne rolletolkninger, spillede børnene i En sjanse til egentlig så nært “sig selv” som muligt, noget som jeg fik stor forkærlighed for. Jeg har siden, som pædagog, altid vekslet mellem forestillinger hvor rollearbejde differentierer mellem de to modpoler.

Nye, pædagogiske mantra opstod:

• Valg af roller er en demokratisk process. Vi veksler mellem hovedrolleindehavere for hvert år, ingen dyrkelse af de dygtigste blandt turbinister!

• Det æstetiske udtryk er vigtigt. Jeg fik indtryk af at et gennemtænkt visuelt udtryk gjorde at forestillingens univers blev lettere at opretholde og leve sig ind i. Samtidig kunne publikum lægge flere fortolkningslag til.

• Allerede nu har børnene vendt sig til udvidet brug af musik, også under dialogerne, og anser det som et must i en forestilling