At the end of the world

August 17, 2015

Et gennemtænkt koncept, personlig materiale og en stærk vilje til at udforske er alt der skal til for at gennemføre et performativ eksperiment. 

 

 

Rejsen til Nesna føltes lidt som om man var på vej til verdens ende. Mest fordi undervejs måtte man lige plukke op en flok med russiske deltagere, og flyet var selvfølgelig forsinket, der var vejarbejde, og alle var sultne. Men så kommer man over toppen, og verden åbner sig op. Nesna var på ingen måde verdens ende, men hellere en begyndelse. 

 

I løbet af fire dage skulle vi gennemføre en workshop i samtidskunstneriske strategier, med en visning som det endelige produkt. Jeg kom til Nesna, og årets Teatercamp i regi af HATS, med en brændende ønske om at virkelig udvide de rammer, der definerer hvad unge mennesker kan og vil gøre, givet et koncept der både er relevant, vigtig men også krævende for dem. Det kunne ende med en nederlag. I stedet for kom vi til verdens ende. Som en af vores publikummer bemærket - et varsel om at dertil ønsker vi egentlig aldrig at komme. 

 

 

Konceptet var som følgende: Vi befinder os i en undtagelsestilstand. I et vakuum af historier, objekter, fabuleriseringer finder publikum en gruppe unge mennesker. De er isoleret. De forbereder sig. De venter på en uundgåelig katastrofe. Tanker, ting og følelser akkumuleres, og fylder rummene de bor i. Hvad er der sket? Hvad kommer til at ske? Hvorfor er de her? Og kommer nogen af os levende ud herfra? Hvad ville du gøre hvis du vidste verden ville gå under? Baseret på Kaspar Colling Nielsens bog “Den danske borgerkrig 2018-2024”, tv serier “Doom proppers”, “The walking dead”, “Melancholia” og “True blod”  m.m.; gennem postdramatisk, dokumentarisk tekst i møde med site specifik iscenesættelse, arbejdede vi mod en visning som afsluttende produkt. At the end of the world. 

 

 

Når jeg har på meg smykket føler jeg at han er med meg, og at han gir meg det lille pushe jeg trenger for å utføre noe. Nå når jeg ikke finner det så føler jeg meg så alene i verden. Henrik Spantell Valdermo

 

 

Fire dage er ikke længe. Vi skulle gennem min sædvanlige repertoire af øvelser, teknikker og strategier. Gennem fysisk arbejde i form af bevægelsespartiturer og udforskning af alternative rum. Vi skulle lære at skabe flere udtrykslag, skrive tekster, bearbejde dem og sætte alt sammen til en helhed. Hvordan skal jeg klare at skabe tillidsfulde rammer? - tænkte jeg. Hvordan skal jeg få en 15 årig og en 25 årig deltager til at samarbejde, ligeværdigt, fordybe sig i en ny udtryksform? Hvordan skal jeg skabe en helhed af fragmenter i et form som netop kræver høj grad af rytme, puls og fælleskabsfølelse?

 

 

Tre vigtige elementer vidste sig at være af stor vigtighed her. Ikke overraskende var et gennemarbejdet koncept helt afgørende. Jeg vidste hele tiden hvor jeg ville, men samtidig ønskede jeg ikke at lukke universet for de indspil deltagere kom med. Konceptet er afgørende hvis man ønsker en visning som afsluttende element, hvis forestillingen skal have et gennemført æstetisk udtryk. Men andre strategier er også mulige, som den andre gruppe på Teatercampen kunne bevise. 

 

 

Jeg syns du skal komme hit, og legge deg ned. Jeg er grønn og luftig. Her kan du puste med lungene. Her kan du sove. Spise. Kom hit, med en eneste gang. Så skal jeg vise deg at jeg er bedre. Bedre enn et gjerde av håpløshet og damp. Får du i det hele tatt puste? Tetter ikke porene seg? Av alle de vanskelige ligningene og av hviskingen som du ikke skal høre. Det var det jeg trodde. Du får telle til tre elefanter, også begynner du å gå hit. Jeg venter jo her et sted.

Katinka Steensgaard

 

At skabe sammen et æstetisk udtryk, både gennem fysisk arbejde, men også gennem arbejde med objekter og installationer, er alligevel klart min foretrukne metode. Det var ren fryd at se deltagere bygge op rummet sammen, uden egentlig at aftale så meget på forhånd. Jeg skabte en lille begyndelse, så udvidede rummerne sig gennem deres bearbejdelse. En omklædningslokale ved en svømmehal. Bestående af et stort rum med bænke langs væggene, en række knager og metalskabe, et mindre rum med vask og tilstødende sauna, samt et rum for brusebad. 

 

Nå er det viktig å holde på det som står oss nært. Hva er det disse menneskene driver med og hva tenker de på? I stedet for å holde på det gamle og kjære, finner de opp helt nye måter å leve på. Julaften har godt oss forbi og det har nyttårsaften også, ingen har gjort noe med det. Ingen spiste pinnekjøtt, eller lagde grøt.

Matilde Mørk Pedersen

 

 

Ved at bearbejde sammen omgivelserne, noget vi først gjorde tredje dagen, samlede vi alle tråderne som hørte konceptet til - omklædningsrummerne blev et tilflugtsted for de overlevende ved verdens ende. Både skuespillere og publikum. Mørk, fugtig, men tryg. En orgie af dekonstrueret hverdag, en undergang, en dystopi. 

 

Det andre element er et processuelt greb jeg ønsker at takke Ditte G. Jensen for (Link). Jeg sørgede for at samstemme forventninger indad gruppen, som det aller første. Hvad er det I gerne vil have ud af denne workshop? - spurgte jeg. Alle havde læst konceptet, alle kendte mine metoder og havde kikket på min hjemmeside. Alle var forberedt på at eksperimentere, ingen tænkte vi skulle arbejde med traditionelt teater. Samtidig ønskede alle en forestilling som den endelige produkt for workshoppen. Hermed kunne jeg aftale med deltagerne, at min opgave i høj grad vil være at tage hurtige afgørelser og presse på for at får en drive i processen - noget som vi gjorde, selv om det nok ikke føltes så hårdt som jeg havde forventet. 

 

"I know of a place where the keyholes won't matter! The thought of our dead will be hored with survival. We will bask in life! We will get our prayers answerd!" Sebastian Murphy

 

 

For her kom det tredje element, og denne ønsker jeg at takke Emil Beddari for. Emil har været min  elev, og har arbejdet med gruppen Turbin, som har gået igennem mange anderledes processer i deres kunstpædagogiske arbejde. Og dèt han gjorde mig opmærksom på var det faktum at uden manuskript så ved man ikke, i en nyskabt gruppe, hvor man er på vej hen, og at det er vigtigt at formidle dette til deltagerne. Det gjorde jeg. Jeg fortalte ganske enkelt om Emil til gruppen, og forklarede at det gør ingenting hvis de overhovedet ikke ved hvor vi er på vej hen, for det gør jeg. Efter to dages intenst arbejde kunne jeg præsentere deltagerne gangen i forestillingen. Og fordi vi pludselig snakkede samme scenesprog, fordi de tre førnævnte elementer var på plads, og fordi materiale var på plads, så var det som om vi allerede var klare. Det vidste sig at stemme, en enkel gennemgang skulle til for at vi bare følte, at her har vi et produkt som bevæger os alle i en hel ny retning. 

 

 

Hele processen havde dog lært mig en vigtig ting - og jeg kan ikke sige det nok, hvor vigtigt det er at ivaretage den personlige process, før fælleskabet introduceres. Med vilje ønskede jeg at finde frem til det personlige materiale først, skabe rollens manifestationer, trække ud både den personlige og den performative essens. Efter det, efter at alle havde et grundlag at gå ud fra i dette mærkværdige univers, blev skabelse af ensemblefølelsen næsten en slags øjeblikkelig hændelse. Det er det som altid står stærkest for mig efter arbejde med samtidskunstneriske processer: på den ene side den personlige historie, på den anden side fælleskabsfølelsen. 

 

 

 

Tusind tak til de fantastiske, inspirerende, givende, tillidsfulde, talenfulde deltagere: Sebastian Wie Murphy, Ylva Nordhagen Solberg, Kristine Hagensen, Katinka Steensgaard, Matilde Mørk Pedersen, Ella Marie Hætta Isaksen, Henrik Spantell Valdermo, Julian Karenga, Kine Lyngås, Roman Gladyshev og Anastasiia Rebrenyuk. Al heder og ære til jer!

 

 

Ikke mindst tak til Høgskolen i Nesna, og de frivillige kræfter der, i denne vidunderlige lille by, ved verdens begyndelse, for at de har taget så utrolig godt vare på os alle sammen. Og selvsagt tak til HATS for at have organiseret hele herligheden. 

 

 

Please reload

Featured Posts

Ti år som Turbinist

April 15, 2015

1/2
Please reload

Recent Posts

January 7, 2016

September 11, 2015

Please reload

Archive
Please reload

Search By Tags