RUINS
please do not step on the ruins
we do not know
where they exactly are,
so just step carefully around

Ruins 

Det er de store verdensbegivenheder, der i allerhøjeste grad påvirker vores livsbane. Men det er gennem det nære og personlige, gennem tragedierne og glæderne, at vi skaber de mødepunkter hvor verdenshistorien bliver til vores egne fortællinger. Dette perspektiv, ved at flette sammen historierne, ønskede jeg for publikum at udforske i installationen Ruins.

“I hope that…interweaving of different and diverging fragments, through forming our own personal performance dramaturgy and hence experience, will actually create an understanding of the others and their experience as well. In that lies a possibility for shared Story, a collective Story, crossing borders, heritage, History and personal experience.” (fra et essay skrevet i forbindelse med en PhD. kursus i Arts based research)

 

Sammenvævning af steds specifikke historier, mine egne oplevelser og historiske begivenheder er udgangspunkt for en mulig ”fælles historie”, en ny form for fælleskab. For Værket danner også en ramme, der publikum kan deltage, ved at dele sine egne tanker, historier og oplevelser.

 

Tanken bag er at kunne flytte installationen, og adaptere den til de specifikke rammer hver sted byder på, både i form af rum og historier der hører hvert sted til, samtidig med at deler af tidligere udstillinger og historierne skrevet af publikum bliver også vævet ind. For som en af teksterne jeg har skrevet til værket siger - vi har alle bygget vores byer på ruiner af andre byer, liv på ruiner af andre liv. Således vil dramaturgien i installationen også give en oplevelse af spor efter tidligere udstillinger, andre steder, andre menneskers tanker og liv.

 

Per dags dato har installationen haft følgende gennemførelser:

  • Juni 2016, Ruins Bragdøy, Kunst i Kontekst konference, Bragdøy, Norge. Work in progress - visning

  • Sommer 2017, Ruins Fossekleiva. Fossekleiva kultursenter, Norge. Fuld produktion.

  • November 2017, Ruins Fossekleiva, Foayer galleri, Høgskolen i Sørøst Norge, med nogen få historier samlet blandt skolens studenter, Notodden, Norge.

 

For at både kunne formidle ideen om den føromtalte kompleksitet, men også for at engagere og involvere publikum så meget som muligt, skal værket byde på en række strategier. Gennem deltagelse på Resarch in Artistic Practice Programme 2017 med installationen og gennem at undersøge netop de interaktive og publikumsinvolverende strategier kom jeg frem til en række konklusioner, der bygger op under de kunstneriske valg jeg allerede har gjort i forbindelse med den alle første installation. De vigtigste punkter er:

 

  • Installationen skal indeholde forskellige triggere, både i form af objekter, tekst og visuel materiale, og af forskellig karakter.

  • Der skal findes mange forskellige måder at udforske universet kropsligt

  • Flere forskellige muligheder for at dele personlige historier skal være tilgængelige

 

Komponenter

 

Hver installation adapteres til de specifikke udstillingsrum. Alligevel er der nogen parameter som altid vil være til stede, med udgangspunkt i før beskrevne strategier:

 

  • Mulighed for at bevæge sig rundt i rummet og hermed opleve både rummet og installationen fra forskellige vinkler

  • Mulighed til at sidde forskellige steder

  • Mulighed til at skrive/dele tanker og minder på forskellige måder

  • Micro univers, hvor nye lag af installationen kan introduceres

 

Hver installation vil består af:

 

  • Film, skabt med udgangspunkt i det stedspecifikke. Filmene vil også indeholde indspillet tekst, skrevet for installationen, og soundscapes skabt i samme kontekst.

  • Film der er sammenvævninger af materiale produceret tidligere under andre udstillinger. Filmene vil blive afspillet på forskellige måder, alt efter rummets størrelsesforhold og micro universer.

  • Historier delt af tidligere besøgende. Delvis udstillet i sin originale form – små beskeder, håndskrevet, enten arrangeret i rummet eller i ”mindebogen”, gemt i små rum. De kan også efterlades rundt i selve rummet og dets gemmesteder.

  • En digital, visuel fremstilling af indholdet i de historier tidligere besøgende har efterladt. For hver gang nye historier efterlades vil jeg føre ind mere data ind i et specialdesignet program. På den måde vil fremstillingen forandre sig konstant.

  • Et skrivebord, skabt for installationens formål, hvor publikum kan dele historier, finde historier, men også objekter, små manipulationer af materiale, spor efter tidligere udstillinger, lyd, film m.m. Objekterne i nogen tilfælde vil kunne tages med hjem af publikum, i bytte mod andre objekter.

  • Et digitalt skrivebord, med samme funktioner som det analoge beskrevet foroven

  • Collective Stories, hvor publikums oplevelser kan også deles i sociale medier. 

 

 

Et sidste komponent, Kustoden, vil ikke altid være til stede. Kustoden vil være der for at åbne Ruins, men i nogen tilfælde også for at være en del af den i længere og kortere perioder. Kustoden – en performativ persona, er en vejleder, der kan fortælle publikum hvordan de kan interagere med installationen. Hun er nøje med, at de besøgende ikke overskrider værkets grænser, noget som egentlig er fuldstændig unødvendig, for værket har ikke nogen grænser. Det er bare en del af hendes identitet - for hun er en nomade. Hun er min farmor der måtte flygte fra Pogromen i Ukraina. Hun er min mor, en økonomisk flygtning til Danmark. Hun er også mig, der valgte at flytte, eller flygte videre, af mange vigtige og mindre vigtige årsager. Derfor er det så vigtigt for denne kustode at passe på, at sætte grænser, at have en rolle, at definere sig selv i værket, i verden.

 

“your are me. we are the ruins of our childhood. you and I followed each other, through time. I am you. we are the ruins of our future”
 

en del af sommerudstillingen

Produksjon!

sommer 2017

Fossekleiva kultursenter

Ruins Fossekleiva

Installationen fik sin placering i et lille, mørk rum, hvor resterne af turbinen, der drev fabrikken, fortsat stod integreret i rummet. Fossekleiva kultursenter er en gammel tekstilfabrik adapteret til kulturelle formål. I løbet af vinteren og foråret besøgte jeg Fossekleiva flere gange, hvor jeg researchede de stedspecifikke, nære historier. Jeg filmede og tog billeder. Hanne Synnyøve Østerud, leder af Vestfoldmuseene, tog sig tid til at dele sin viden med mig om Berger og Fossekleivas historie, og gav mig tilgang til arkivmateriale.

 

Fra tidligere eksperimenter med installationen hentede jeg det materiale, der kom til at danne den personlige grundhistorie - min barndom i kommunistisk Polen og min farmor og hendes tragiske ophav. Historierne fra min barndom - “Ruins of a childhood” blev til en af filmene, med dertil af mig komponeret musik og skrevet tekst, indspillet og redigeret. Min farmor fik sin egen plads - en stol, hvor man kunne sætte sig, bagerst i rummet, og lytte til hendes fortælling om hendes skæbne. Herfra kunne man også se hele installationen så at sige bagfra, se mørket over turbinen og rester af min farmors dekonstruerede forklæde, som en spejling af projektionen.

 

     “your are me. we are the ruins of our childhood. you and I followed each other, through time. I am you.       we are the ruins of our future”

 

 

For jeg fyldte rummet med gennemsigtige lys bokse, film, lyd og projektioner, en af dem projiceret på en flade af “sammenvævet” papir (origamiteknik kaldt tessellations). I lys boksene kunne man finde to film, der tog udgangspunkt i den stedspecifikke historie og en poetisk fortolkning af den. Lyden kunne høres gennem højtalere gemt i æsker af sammenvævet papir. På den måde farvede min farmors polske stemme også det stedspecifkke materiale. Filmene var komponeret på samme måde som “Ruins of a childhood”, med titlerne “Waving through walls” og “The Greater Community”.

 

De tre filmene kunne aktiveres selvstændigt og høres på i valgt rækkefølge, hele rummet kunne egentlig udforskes med udgangspunkt i konceptens bærende dramaturgiske greb - publikum skulle gerne flette historierne sammen efter eget ønske og hermed danne sin egen personlig oplevelse. Denne del af koncepten var og fortsat er en udfordring, og hermed også et forskningsfelt i værket. Hvordan kan man både give publikum et materiale de kan opleve og udforske, hvor de ikke styres af en forudbestemt dramaturgi, samtidig med at de føler sig trygge nok til netop at udforske installationen. Endda vigtigere også at bidrage til den.

 

 

For at kunne hjælpe de besøgende og samtidig dele af egne erfaringer har jeg valgt at blive en del af installationen gennem en performativ persona - Kustoden. Hun er en vejleder, der kan fortælle publikum hvordan de kan interagere med installationen. Hun er nøje med, at de besøgende ikke overskrider værkets grænser, noget som egentlig er fuldstændig unødvendig, for værket har ikke nogen grænser. Det er bare en del af hendes identitet - for hun er en nomade. Hun er min farmor der måtte flygte fra Pogrommet i Ukraina. Hun er min mor, en økonomisk flygtning til Danmark. Hun er også mig, der valgte at flytte, eller flygte videre, af mange vigtige og mindre vigtige årsager. Derfor er det så vigtigt for denne kustode at passe på, at sætte grænser, at have en rolle, at definere sig selv i værket, i verden.

 

Måden det sammenvævede papir, projektionerne og rummets eksisterende maskineri kom til at se ud svarede nøjagtigt til installationens koncept. De sammenvævede historier, personlige, stedsspecifikke, mit eget tilstedeværelse, dialogen med publikum, skabte en bevægelse mod en mulig ny form for fælleskab:

 

       “…interweaving of different and diverging fragments, through forming our own personal performance dramaturgy and hence experience, will actually create an understanding of the others and their experience as well. In that lies a possibility for shared Story, a collective Story, crossing borders, heritage, History and personal experience.” (fra et essay skrevet i forbindelse med en PhD. kursus i Arts based research)

 

Denne nye form for fællesskab fik mulighed til at udfolde sig delvis gennem de samtaler jeg har haft med besøgende publikum, enten som performativ persona eller som mig selv. Det har været enormt potente møder, i øjeblikket, i formen men også i historierne. Samtidig gjorde jeg også det muligt for publikum at bidrage selv, ved at skrive beskeder, de kunne putte i en sammenfoldet bog fuld af hemmelige rum. Efterhånden havde publikum også taget rummet over, og placeret beskederne i sprækkerne i væggen. Dette element i installationen har været meget vigtig for mig, en samtale mellem værket, historierne og de som faktisk også ejer dem - publikummet. Dette ønsker jeg at udforske videre på et senere tidspunkt, ved at finde flere interaktive strategier inden for installationens rammer.

www.fossekleiva.no

 

Ruins Notodden

Galleri udstilling

Campus Notodden, HSN

December 2017

 

RAPP 2017

Research in artistic practice programme

Seachange Lab

Theatre Seachange

Århus, Danmark

Foto: Toke HAge

RAPP - Research in Artistic Practice Programme - is an international experiment programme open to all performing arts professionals. The purpose of RAPP is to produce new knowledge, skills and artistic development through practical experiments. To encourage leaps into the unknown, impossible endeavours and searches for new horizons.

AUDIENCE PARTICIPATION - The Danish / Polish artist Joanna Magierecka will base her research on her previous work with the interactive performance installation RUINS, which premiered in 2017 at Fossekleiva kulturcenter, Norway. She wants to investigate the potential of three different approaches to invite the audience to interaction and co-creation: a personal, an analogue and a digital approach

RAPP 2017 is finalized by a public conference, where this year's experiments are presented by the participating artists and a number of guest speakers will give their perspectives on the themes.

Presentation of RAPP 2017 experiment 

 “RUINS - researching interactive strategies”

  by Joanna Magierecka (PO/DK) and Sandro Masai (BR/DK)

  Researchers: Alejandra Zaragoza Scherman (MX) and Jacob Knudsen (DK)

Link to the presentation

www.teaterseachange.dk

 

Ruins Ovartaci

Museum Ovartaci

Århus, Danmark

maj 2019 - juni 2021

The Museum Ovartaci has for the exhibition TRANSITION asked recognized artists from outside the museum and its network, to assist in shaping the motion of the organization towards a whole new chapter in the museum's history - a new future.

 

In November 2017 the museum issued an Open Call with an invitation to artists to outline ideas for artworks that relate to the museum's vision and history. We received 124 applications, of which we have chosen 43 artists, who in every way challenge our usual form of practice - including the artist Joanna Magierecka.

 

In the process of curating the exhibition we emphasized originality of the concept and quality of the previous works - both witch Joanna Magierecka`s proposal possess. Joanna's project was also selected because her work relates to the place - the psychiatric hospital as such - and the people who come here. In her description and previous works Joanna shows a very strong and at the same time an appealing aesthetic expression, where she works seriously, purposefully and with great understanding of material and  the matter of the subject.

For the exhibition TRANSITION at Museum Ovartaci, I imagine that the installation takes over one of the rooms, with video films based on stories, elements and visual material gathered from museum collections. I want to visit, film, research, retrieve archive material and weave them together with what I've already produced, to a new whole. An interactive installation, Ruins Ovartaci. In itself, in a poetic interpretation, the work embraces the museum's actual transition, from one place to another.

 

At the same time, I want to create a space where the audience can share their own experiences, memories and stories.

www.ovartaci.dk

 

Ruins Notodden

Campus Notodden

Universitetet i Sørøst- Norge

september 19 - september 20

Et sted er demokratisk, hierarkisk, fuld af historie, samtidig i samtiden. Et sted er rum, tanker, udvikling og tilstedeværelse.  Et sted er sprog, formler, konstruktioner, strukturer og kommunikation. Et sted er følelser, sanselighed, indhold og form. Et sted er mit og vores. Et fællesskab.

Det er umuligt at analysere alle de niveauer. De er fagspecifikke, forankret i forskellige diskurser, afhængig af metodologiske og teoretiske overvejelser og flettet ind i hinanden på en måde der til enhver tid vil, gennem den form for analyse, besvare en begrænset problemstilling. Gennem kunstnerisk udviklingsarbejde kan jeg i stedet belyse den kompleksitet der hører et sted til, og give betragteren en mulighed til at undersøge dets fællesskab på sine egne præmisser. 

Ruins Notodden er støttet af Universitetet i Sørøst-Norge gennem en forsknings stipendium, og skal se på fællesskabet netop her, ved Campus Notodden. Hele projektet er delt op i en periode med research (efterår 2019) og installation (forår-efterår 2020).

 

Den første periode, resarch, anvender de tre strategier jeg har arbejdet med tidligere. 

Jeg skal:

- hænge op 300 plakater rundt på campuset, hvor man gennem en qr-kode kan gå ind på en side, læse og forhåbentligt efterlade nogen spor.

- sende rundt tre æske, hvor der findes en del objekter ansatte ved campuset kan få i bytte mod andre ting de skal lægge i. Æskene skal så gives videre til første person man skal på møde med. En af æskene bliver sporet undervejs og vil danne et visuelt fremstilling af sin vandring

- interviewe samtlige ansatte på campuset, med tre korte spørgsmål

- dybdeinterviewe nogen af de der ønsker det

- researche arkiverne og infrastrukturen 

Materiale der bliver indsamlet skal så danne grundlaget for installationen næste år.