Mellem lys og mørke

I forestillingen Life Live! tværes grænsen mellem den personlige og den universelle historie ud. Tilskuere er både publikum og indholdet. Samtidig formår forestillingen at skabe en stærk æstetisk ramme, og på den måde bliver vores historier en del af et kunstværk.

Tidligere publiceret i "Drama", nr.1-2015, red. Hedda Fredly

Teater er et ritual. Et flerdimensionelt rum, hvor bestemte handlinger gentages i et mønster, som vi som publikum genkender og hviler i. Men hvad sker der når vi bliver en del af det rum, en del af ritualet? I forestillingen Live Life! skabes der et rum for ritualisering af vores liv, af vores historier. Det er grænseoverskridende, men også en overgangsrite alle burde udsættes for.

I et industrielt område på Bryn i Oslo, i forbindelse med SceSams (kunstnerisk forskningsprojekt rundt interaktive dramaturgier for børn og unge) festival skal vi, voksne deltagere, se forestillingen. Foyeren, publikum venter før forestillingen i, er et hvidt, ucharmerende rum. Vi er alle blevet bedt om at tage sko af og ta tykke varme sokker på. En mand kommer ud, og med hviskende stemme forklarer han os, kort og godt, hvad vi skal gøre. Vi får et lille mærke i hånden, på min er der en fisk. “Mit stjernetegn er en fisk”, tænker jeg, “pudsigt”. Vi bliver bedt om at finde frem til et sted, hvor tegnet er. Og med det tager jeg mit første skridt i dette univers. Fra lys til mørke; fra hverdag, til noget helligt; fra et rum til alle rum, hele universet på en gang.

Foto: Nullo Facchini

På havets dyb. Det er mørkt. Gulvet er dækket af en tyk, tyk tæppe. Rummet er stort, og fyldt med bitte små lyspunkter - jeg får straks associationer til de dybhavsfisk der har en lyskilde fæstet på hovedet. Jeg finder frem til min station. Her møder jeg ”skuespilleren”. Hun markerer at jeg kan vælge en sten, som skal være min.

Så møder jeg resten af min gruppe. Vi er seks i alt, jeg kender ingen af de andre. En dyb og personlig samtale begynder, hvor skuespilleren stiller spørgsmål, og vi svarer, uddyber, deler. Ligner jeg mere på min far eller min mor? - bliver der blandt andet spurgt. Jeg fortæller at jeg har min fars næse og min fars hjerte. Har jeg nogen gange dårlig samvittighed over de valg jeg har taget i mit liv? En af de andre nævnerat de har det svært ved at tage valg i sit liv, er bange for konsekvenser. En anden fortæller at hun omsider er blevet bedre til at acceptere at man ikke bare prøver at tilfredstille alle andres behov, at man bliver nødt til at huske sig selv. Er jeg bange for døden? Nej, svarer jeg. Ja, kommer der fra andre. Hvorfor? Jeg ved ikke, jeg tænker bare så sjældent på min egen død. Det, jeg er bange for, er at miste mine kære.

Spørgsmålene fortsætter. Svarene er så forskellige. Vi er så forskellige. Rummet åbner sig op. Vi er ikke bare i et industrilokale på Bryn, vi er ikke bare på havets dyb, vi er ikke bare en del af universet. Vi er også vores egne historier.

Gennem gentagelse i de fysiske former, ritualer, skabes der i løbet af de første 20 minutter en tryghed og samhørighed indad i vores lille gruppe. Skuespilleren forflytter stene som repræsenterer et JA og et NEJ, og vi placerer vores sten, der hvor svarene hører til. Nogen gange præcist ved et JA eller NEJ, andre gange rundt omkring, som en slags måske, eller midt imellem. Med vores hviskende stemmer, veksling mellem svar og uddybelse af svarene, formatets gentagelse, bliver forflytningen af stenene et ritual. Det bliver lettere at dele historierne, vi begynder at hvile i hinanden. Det er ikke uproblematisk - i Scandinavien er vi ikke så vandte med at fortælle så personlige ting til fremmede mennesker.

Når det personlige rum åbnes op indad og udad, udvides forestillingens rum pludselig gennem det æstetiske udtryk. En voiceover fortæller os blandt andet at ”over dit hoved, og til alle sider, er der uendeligt verdensrum”. En æterisk musik med en operalignende vokal fylder rummet. En dansesekvens begynder, og den har også en rituel karakter over sig. Igen bliver vi engageret fysisk, bygger en by af hvide vægge, som har tidligere rammet ind rummet. Det hele ender med at vi også bygger “hus” af samme vægge, som vi alle kravler ind i, og her deler for tredje gang, vores historier, vores ”indre og ydre rum”.

Rørende. Et af de bedste øjeblikke for mig i min gruppe handlede om at genskabe den by vi netop har bygget i miniatureformat. Vi prøver så godt vi kan. Vi flytter ind i denne by.Udafenposefårvilovtilattageetordad gangen, skrevet på et lille stykke papir – ord som unik, speciel, modig, forsigtig, tolerant, egenrådig er nogen af ordene vi fisker op. Det er egenskaber vi kan tilskrive nogen af de andre. De kan opfattes både negativt og positivt. Af en eller anden grund oplever jeg dem alle som bare positive beskrivelser.

Pludselig tager skuespilleren posen, løfter den over vores hoveder, i dette her lillebitte hus, over denne miniature by som vi samtidig befinder os i, og ordene, papirstykkerne daler over os, over byen. Hun siger: jeg synes alle ord passer til alle... Jeg er så rørt, det er vanskeligt at holde tårerne tilbage, og pludselig begynder væggene at falde. Bogstaveligt. Rummet åbnes atter op og vi ser alle de andre deltagerne og skuespillerne. Lysstråler danner et slags verdensrum, som vi både er en del af og tilskuer til. Musikken eskalerer, og en af danserne bevæger sig mod døren, løfter hånden op og åbner den, og musikken stopper. Billedet af grænsen mellem mørket og lyset i fuldstændig stilhed er et af de stærkeste visuelle øjeblikke jeg har oplevet gennem et kunstværk.

Foto: Nullo Facchini

I foyeren ser jeg folk give hinanden knus, men også bare stå lidt forundret. Jeg personligt har det meget svært ved at snakke, mens tankene galoperer. Ikke alle har haft lige så god en oplevelse. Nogen tilskuere har haft vanskeligheder med at dele sine personlige historier. Nogen af de æstetiske elementer præsenteret i grupperne, også i vores, var mindre succesfulde. Alligevel har jeg, i et rum som bestod af uendelig mange dimensioner, fået en oplevelse af at mit liv er helligt men skrøbeligt; at jeg er en del af et fælleskab. Men fælleskabet består af mennesker som vælger, tænker og lever anderledes end mig; at min verden er her og milliarder af andre steder. Oplevelsen af alt dette er befriende.

Cantabile 2 skaber Human Specific Performing Art, som er en ny kunstnerisk tilgang indenfor moderne teater. Centralt i Cantabile 2s egen kunstneriske profil ligger også elimineringen af fiktion og roller. Cantabile 2 er Vordingborgs Egnsteater, Danmark, siden 1990.

Carte Blanche, egnsteater i Viborg, er et lokalt forankret professionelt producerende teater med en international kunstnerisk profil. Carte Blanche har siden grundlæggelsen været en af de primære eksponenter af den sensoriske teaterform i Danmark. Et teater der har fokus på at inviterer publikum ind i og være medskaber af poetiske møder med rum og andre mennesker.

Life Live! er et labyrintisk forestillingsspil om at være i live og om at møde sig selv i mødet med andre mennesker. Forestillingen tager publikum på en erkendelsesrejse. I små grupper følger tilskuerne en guide og deltager aktivt i forestillingen. Seks performere og 40 mobile vægge skaber løbende nye rum til fordybelse i det live-spil, som publikum er medskabere af; fra søgen efter det mindste atom til skabelsen af en by, og på en fælles rejse ud i verdensrummet.

Les mer: Cantabile2, Carte Blanche.