SceSam og interaktive unger

Børnenes medskabende funktion i kunstproduktioner er en vigtig princip i arbejdet ved vores teaterskole. I tillæg arbejder vi også, når muligheden byder sig, med samtidskunst. Det kræver både anderledes processuelle metoder, men også anderledes skuespillerteknikker. November 2014 organiserede SceSam en festival, med forestillinger, symposier og forskningsfund fra deres yderst spændende fagfelt - interaktivt scenekunst for børn og unge.

Tidligere publiceret på www.osloteatersenter.no

Interaktivitet i scenekunst dækker over en række strategier, der den unge publikum får muligheden til at deltage aktivt i selve kunstværket. Og som især symposierne, men også selve værkerne kunne fortælle os publikum - arbejdsmetoderne er diametralt anderledes end hvad vi er vandt til. Det ligger både i forståelsen af hvad scenekunst er og hvilke teknikker som anvendes i arbejde i skuespillerfaget.

“SceSam er et kunstnerisk utviklings- og forskningsprosjekt som har til hensikt å åpne dører og å skape konkrete møter mellom kunstnerisk praksis og teoretisk forskning innen feltet scenekunst for barn mellom 6 og 9 år. “ www.scesam.no

Teater Fot, "Spurv"

Under festivalen fik vi dog mulighed til at opleve interaktivt scenekunst for mange flere målgrupper, end ovenstående beskrivelse. Det er jeg rigtig glad for. For her så vi blandt andet den nydelige forestilling “Spurv” af Teater Fot for de aller mindste, mellem 0 og 2 år. Det var så herligt at se børnenes reaktioner og interaktioner. Trollmannen fra OZ på Brageteatret viste tydeligt hvad institutionelt børneteater med visioner kan få til. For en oplevelse - at være indespærret med Dorothy i huset på vej gennem en tornado! Men min absolutte favorit var den danske forestilling Life Live af Cantabile 2 og danske Carte Blanche. Det var som at gå ind i et andet univers, som både var meget nært og meget fjern. Det var en krævende forestilling, fordi man som deltager skulle bidrage med egne historier og udsagn hele vejen igennem. Alligevel nyd jeg det fra første til sidste øjeblik. Fordi jeg var en del af forestillingen, fordi den æstetiske, visuelle og fysiske oplevelse var så stærk, og samtidig skete det hele på mine egne præmisser.

Her, mener jeg, mødes kunst og pædagogik. Her findes et mødepunkt mellem SceSam og Oslo Teatersenter. Mens SceSam arbejder ud fra kunstens præmisser, arbejder vi ud fra et pædagogisk grundlag. Et af de forskningsfund SceSams Lise Hovik og Lisa Nagel præsenterede er erkendelse af at i interaktivt teater skal udøveren faktisk have en god dramapædagogisk kompetance. Mens vi betragter vores elever som medskabende kunstnere. Vejen går gennem kunst mod en pædagogisk tilgang på den ene side, og gennem pædagogikken mod en kunstnerisk tilgang på den anden side.

Det interaktive kræver anderledes skuespillerteknikker og tilstedeværelse - så meget af kontakten mellem scene og sal er direkte, uden den 4. væg. Jeg har tidligere nævnt, i dette kommentarfelt, hvorfor det er så vigtigt at arbejde med fælles skabelsesprocesser mod en forestilling, med børn og unge - og ikke hierarkiske opdelinger af arbejdsroller og forestillingselementer. Hvor vigtigt det også er at arbejde med samtidskunst med børn og unge - for det er samtiden de lever i. Symposiet på Brageteatret torsdag gav mig nye ideer til hvordan næste skridt i dette arbejde burde være.

Det var den svenske Malin Axelsson, som fortalte om hvordan skuespillerne var nødt til at oparbejde helt særegne metoder for tilbagemeldinger efter forestillingerne. Fordi samspillet i interaktive former, både mellem skuespillerne, men også med publikum, er så bærende for hvor godt forestillingen lykkes. Der har regissøren faktisk meget lidt mulighed for at vurdere og hjælpe til. Det er de medvirkende som skal kunne gå i dialog og løse problemer.

Hvordan kan vi lære vores elever netop at gøre det? Især i de processer og forestillinger som har en samtidskunstnerisk karakter? Hvad kan man gøre for at lære eleverne at kommunikere med hinanden, når de er investeret følelsesmæssig i processen og produktet. Som Malin nævnte betegnes fælles skabelsesprocesser som “emotional labour”. Det er så følelsesladet at skabe kunst sammen, og udfordringen ligger i at både give muligheden for at følelserne, ejerskabet til værket vokser, men også finde metoder til at evaluere præstationen i fælleskab. Prøv at forestille dig et øjeblik en hel generation af unge mennesker, som kan løse problemer - sammen! Skuespillerne ved Ung Scen/Øst, hvor Malin arbejder, bruger håndtegn hentet fra aktivisme. Måske skulle man teste det ud…